Romance v. Josephine N. B. Valentin

Kærlighed er det største i verden og det er præcis, hvad vi skal dykke ned i på Romanceholdet – tage fat i kærligheden og sætte den midt i rampelyset. 

Vores kultur er besat af romance, tiltrækning og den lykkelige slutning, så selvfølgelig skal vi også lade os besætte og skrive om netop det. Her handler det om at få følelser, fornemmelser og bankende hjerter manet frem i læserne. 

På holdet er der plads til klassisk romantik uanset køn, men også moderne forviklinger, og kærlighed uden for den realistiske verden.  

Sammen undersøger vi, hvad romance er, kan og gør. Hvilken kærlighed drømmer du om at skrive, hvad betyder det for dig og hvordan kan du skrive det troværdigt? Det kan vi forhåbentligt svare på efter en uge sammen. 

Karakterer er det bærende i en fortælling om følelser, og at kunne dykke ned i dem fra den første gnist af forelskelse til forløsningen er derfor helt essentielt. Udvikling, forståelse og skabelse af sådanne karakterer bliver helt fantastisk på det her hold!  

Jeg glæder mig til store øjeblikke, knæblødgørende blikke og smil der banker sokkerne af mig (hvilket er virkeligt svært, fordi jeg mest bruger strømpebukser)! 

Hvem er underviseren? 

Josephine N.B. Valentin har skriveundervisning som en passion, fordi det kombinerer to af hendes yndlingsting: skrivekunst og mennesker! Kreativitet er det vildeste mennesket kan og at hjælpe andre med at skabe er faktisk en gave i hendes optik. 

Fra Josephine N.B. Valentin første gang sendte sin roman til et forlag til den blev udgivet, gik der 10 år. Det krævede et genreskifte og 18 omskrivninger, en uddannelse inden for nordisk sprog og dramaturgi, blive gift, bo i Canada og få børn.  

Men 10 år har også givet hende en forståelse for tekst, tekstkritik og teknik. Desuden er den bog hun debuterede med 10 gange bedre, end den hun første gang sendte ind.  

Ud over selv at synes hun er vildt sjov, elsker Josephine N.B. Valentin virkeligt Batman, bøger og beklædning. Derfor er hun også gift med Biologen, så det holder sig inden for temaet. 

Til daglig bor hun i Esbjerg med sin familie, arbejder på kommunens bibliotek og griner virkeligt, virkeligt højt. Resten af tiden fordeler hun mellem at skrive og bruge sin symaskine.