Onkel Danny får endnu en tur i manegen

Årets ”Klassikerdag” er den 17. september. Men i virkeligheden kan man jo læse digteren, forfatteren, musikeren, buddhisten Dan Turèll året rundt.

Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher

Collage. Digteren Dan Turèll sidder med cigaret i mundvigen vedsin skrivemaskine. I baggrunden ses 1980'er-butiksfacader fra Istedgade i København.

440 kilometer – 338, hvis man tager færgen fra Aarhus. Så langt er der fra Brønderslev til Alhambravej på Frederiksberg. Og ofte kan den modsatte tur, for nogle synes endnu længere.

Om digteren, forfatteren, musikeren, buddhisten Dan Turèll (1946-1993) oplevede det sådan, må her stå hen i det uvisse. Men sikkert er det, at han var optaget af den markante forskel på land og by:

”Man forudsætter provinsen er noget andet end København […] Provinsen er faktisk, må man tro, defineret af København. […] Det evigt underholdende er faktisk, at provinsianerne ofte tror, København er noget andet end provinsen. Eller med andre ord: Det er kun københavnere der inderst inde bærer på den hemmelighed, at hovedstaden er en provins. Eller lad os bare sige: Et potpourri af provinser. Et frimærkealbum af provinser.”
                          ”Gøg og Gokke. Provinsen og storbyen”, Kritik 56,1981

Selvom meget af Turèlls enorme produktion kredser om det pulserende storbyliv, og han - på sin nærmest legendariske, speedsnakkende facon, og med sortlakerede negle, slængkappe og blød hat - levrede Drive-in-digte om Karma cowboys og Breakfast Blues, formåede han samtidig at blive ”Hele Danmarks Onkel Danny”.

 

Klassikeren Turèll fejres

Den 17. september afholdes den årlige Klassikerdag. Siden 2000 har Samrådet for de Litterære Selskaber, Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab stået bag arrangementet, der hvert år sætter spot på og fejrer en af Danmarks klassiske forfattere.

I år får Inger Christensen, Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg og Ole Lund Kierkegaard, Ludvig Holberg, H. C. Andersen, Herman Bang og Karen Blixen følgeskab af Dan Turèll.

Selve dagen markeres med festtaler og oplæsning på Københavns Hovedbibliotek. – Sådan noget københavneri, fristes man til at sige, men heldigvis skal du aldrig ikke gå længere, end hen til hylden på dit lokale bibliotek for at få dit lokale skud Turéll. 

Alt, du skal gøre, er blot at læne dig tilbage, og lade Onkel Danny fortælle.