Så går vi til vaflerne!

Hvordan foretrækker du de søde, ristede kager? - Tirsdag 25. marts er International Vaffeldag.

Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher

Hvad får man, hvis man blander mel, bagepulver, salt, æg, mælk, sukker, vaniljesukker og smør?

Hvis ikke du allerede har gennemskuet opskriften, og dine tænder ikke allerede løber i vand, er du enten ikke til søde sager – eller også trænger du netop til en ordentlig omgang af dagens ret: Vafler!

Tirsdag 25. marts er det nemlig ”International vaffeldag” – en tradition, der begyndte i Sverige; i virkeligheden lidt på grund af en sløset udtale:

Oprindeligt fejrede kristne Mariæ bebudelse, altså den dag, ærkeenglen viste sig for Jomfru Maria og fortalte, at hun skulle føde Guds søn, fast den 25. marts - nøjagtigt ni måneder før Juledag - præcis så længe som en graviditet varer. I gamle dage kaldtes dagen for ’Vårfrudagen’, men op gennem århundrederne blev der angiveligt sløset så meget med udtalen, at hvad der før var en ’vårfrue’, nu var blevet til ’våffel’. 

Om det bare er en god historie, må dog her stå hen i det uvisse. Uanset hvad har fænomenet vafler eksisteret i Sverige i siden 1600-tallet. 

I dag fejres Den Internationale Vaffeldag ikke kun Sverige, men også i Norge og Danmark og flere andre europæiske lande.

Alternative amerikanere …

At de i USA fejrer en alternativ vaffeldag, nemlig den 24. august, må stå for deres egen regning. Der er så meget, der er vendt på hovedet på den anden side af Atlanten. Den amerikanske vaffeldag markerer årsdagen for patenteringen af ​​det første amerikanske vaffeljern i 1869. Det blev opfundet af Cornelius Swarthout fra Troy, New York, men det er en helt anden historie.
 

… og alle de andre

De søde, dejbaserede, ristede kager kan spises til morgenmad, frokost og aftensmad; som snack; eller til dessert. Faktisk er det svært ikke at forestille en lejlighed, hvor en vaffel ikke lige kan klemmes ind.

Og hvis du har lidt mod på at udfordre dine og din families smagsløg, kunne du jo prøve at tilberede dagens vafler, som man gør andre steder i verden:

  • I Hong Kong kan man sætte tænderne i ’boblevafler’, også kaldet  ’æggevafler’ eller ’gai daan jai’. Vaflerne har runde bobler og en blødt, vanillecreme-agtig midte, ofte kombineret med chokolade, is og frugt.
  • Japanske ’taiyaki’ er fiskeformede vafler, fyldt med sød, rød bønnepasta eller vanillecreme.
  • I Belgien bruger de perlesukker. Det er derfor belgiske vafler ofte har et ekstra karamelliseret knas.
  • Og i Thailand giver pandanblade vaflerne en unik grøn farve og vaniljelignende aroma.

Uanset hvad – om du fejrer Maria bebudelse, laver japanske fiskeformede vafler eller holder dig til de klassiske danske, ønsker vi dig en dejlig tirsdag. 

Velbekomme!