30 år på Elværket
Tirsdag 10. december 2024 er det nøjagtigt 30 år siden Brønderslev Bibliotek åbnede i det gamle elværk på P.N. Jensens Plads.
Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher
Hvordan så verden ud for 30 år siden, i 1994?
Lillehammer i Norge lagde grund til de 17. olympiske vinterlege. I Rwanda mistede tusinder livet i et af historiens værste folkedrab. Sony lancerede videospilsystemet PlayStation, O.J. Simpson flygtede fra politiet i Californien, og i Sydafrika blev Nelson Mandela indsat som Sydafrikas første sorte præsident.
Komikeren Jacob Haugaard kom i Folketinget, Gaza fik selvstyre, og det danske kvindelandshold i håndbold vandt EM-guld over Tyskland.
Og den 10. december 1994 – altså for præcis 30 år siden! – flyttede Brønderslev Bibliotek ind i Det Gamle Elværk på P.N. Jensens Plads.
Den spæde start
Brønderslev fik oprindeligt sin bibliotek – eller Folkebogsamling, som det retteligen hed – i 1897-98. Initiativet kom fra Bertel Madsen, der var lærer på kommuneskolen, der også de første mange år husede samlingen på skolens loft.
(I parentes er nævnes ideen om at oprette folkebogsamlingen første gang, i Brønderslev Avis, den 9. december 1897 - så biblioteket har altså hele to former for fødselsdag i december.)
I 1921 var samlingen vokset til 2.000 bøger, og flyttede derfor til kælderen under det nyopførte rådhus og politistation, i dag Gl. Rådhusplads 5. Men allerede fire år senere, i 1925, måtte den stadigt voksende bogsamling flytte; denne gang til Bredgade 47.
I 1944-45 var bogbestanden vokset til 12.700 bind, og biblioteket havde nu et udlånstal på svimlende 38.095 bind om året, og den store popularitet krævede derfor mere plads. Desværre betød afmatningen efter besættelsen 1940-45, at der skulle gå endnu 13-14 år, før biblioteket, den 21. maj 1958, kunne slå dørene op i topmoderne lokaler på hjørnet af Rådhusgade og Grønnegade.
Navnet ”Brønderslev Bibliotek” kom i øvrigt først officielt til i 1965 med den nye bibliotekslov. Samme år overgik biblioteket også til kommunalt regi; indtil da havde biblioteket været drevet af aktive ildsjæle, centreret omkring lærerne på byens skoler, og godt støttet af lokale erhvervsdrivende.
Elværket bliver bibliotek
Da Brønderslev og Omegns Elforsyning, BOE, i 1989 rykkede ud af det gamle elværk fra 1911, købte kommunen bygningerne. Fem år senere, i januar 1994, blev arbejdet med at klargøre industribygningen til bibliotek sat i gang af daværende borgmester Peter Ivar Nielsen.
12 måneder og 21 millioner kroner senere kunne Brønderslev Bibliotek endelig genåbne i sine nuværende omgivelser. Dagen blev den gang fejret med taler, musik og kagemand.
Bugnende hylder og luciaoptog 2024
I dag har vi boet i Det Gl. Elværk i 30 år. Materialebestanden er vokset - fra 2.000 i 1921 til 117.195 pr. 9. december 2024.
Og ud over bogudlån – trykte, såvel som lydbøger og e-bøger, bugner bibliotekets hylder af film og spil, sprogrygsække og meget andet - ligesom arrangementskalenderen byder på alt fra foredrag, oplæsning og samtaler til strikkeklub, Fars legestue, advokatvagt og teaterbesøg.
Luciamorgen, fredag den 13. december, kl. 10:00, kan du opleve en helt særlig stemning på biblioteket, når Kulturskolen og eleverne fra 4. klasse på Søndergades Skole går luciaoptog i biblioteksrummet:
- Kl. 10:00 – Morgensang med noter af jul ved Kulturskolen
- Kl. 10:30 – Luciaoptog med 4. klasserne fra Søndergades Skole.
Efter optoget byder biblioteket på luciaboller og kaffe/te ... vi kan jo kalde det ”kombinerede lucia- og 30-årsjubilæumsboller. Velkommen til!
-
Aktuelt13. dec 2024
Morgensang og Luciaoptog på Brønderslev Bibliotek
Vi fejrer Luciadag fredag den 13. december med morgensang, luciaoptog og luciaboller.Brønderslev Bibliotek
Gratis
-
Voksne10. jan 2025
Jyttes Bogcafé
Er du også vild med bøger, og elsker du at læse?
Kom og få masser af ny inspiration, når tidligere bibliotekar Jytte Albrektsen fortæller om sine bedste læseoplevelser i 2024.
Brønderslev Bibliotek
40 DKK
-
16. jan 2025
Årets playliste – De bedste musikoplevelser 2024
Musikforedrag ved Esben Suurballe Christensen75 DKK